Afrapportering

Nuuk: Fremmedgørelse i storbyen?

Bo Wagner Sørensen, Hans Lange og Hulda Zober Holm

Denne artikel baserer sig på et forskningsprojekt om Nuuk som storby og tilflytterby.[1] Projektet tager udgangspunkt i den kendsgerning, at det urbane liv er blevet en realitet for langt de fleste grønlændere i dag. Samme kendsgerning afspejles imidlertid kun i ringe grad i grønlandslitteraturen, herunder de antropologiske studier. Det primære materiale består af 19 interview med grønlandske borgere i Nuuk, heraf 16 tilflyttere fra forskellige grønlandske byer og bygder og tre personer, der er født i Nuuk. Disse interview fandt sted i april 2001. Interviewene rummer folks 'flyttehistorier', forholdet mellem Nuuk og 'hjembyen' samt synet på byen Nuuk i bred forstand. Artiklen gør også brug af feltnoter fra såvel april 2001 som maj 2002.

Dele af grønlandslitteraturen forekommer at være præget af en vis anti-urban tendens. Tendensen er især fremherskende i arbejder, der kommenterer koncentrationspolitikken, der blev ført i Grønland i 1960erne og 70erne. Det er i den forbindelse gængs praksis at skrive, at koncentrationen af befolkningen i bysamfund langs den grønlandske vestkyst har haft følgevirkninger i form af alkoholmisbrug, vold og selvmord. Bysamfundene, og især storbyen Nuuk, er således blevet associeret med sociale problemer og samtidig blevet modstillet de mindre steder, hvor livet angiveligt er trygt, godt, overskueligt og ikke mindst: mere grønlandsk. Modstillingen mellem by og bygd er blandt andet et gennemgående tema i Menneskenes land (Nilsson 1984), hvor flere af de grønlændere, der portrætteres i bogen, giver udtryk for en særlig forkærlighed for de små lokalsamfund, hvor man lever et mere grønlandsk liv end i de større byer.  Det fremgår således flere steder, at grønlændere trives bedre i de mindre samfund end i storbyerne.

Andre, nyere arbejder kommenterer befolkningskoncentrationen med særligt fokus på de problemer, der opstod, når bygdefolk og andre flyttede til storbyen. Fremmedgørelse synes at være et nøgleord i beskrivelserne af denne trafik. Tove Søvndahl Petersen (1994:139) er fx inde på, hvordan den trygge og velkendte verden blev skiftet brat ud med storbyens totalt fremmede verden, og hvordan mange mennesker pludselig befandt sig i kæmpe boligblokke fyldt med lutter ukendte mennesker. Hun nævner i forlængelse af dette, at det ikke tog lang tid, før folk fandt ud af, at alkohol var et effektivt middel til at undslippe den moderne verdens stress. Og Jens Dahl (2000:60) pointerer, at den voldsomme urbanisering i 1960erne og 1970erne skete, uden at der i de hastigt voksende byer blev opbygget nye netværk, der kunne fungere som en form for social kontrol. Byerne og boligblokkene blev bofællesskaber, som han skriver, men ikke sociale fællesskaber, hvilket han ser som en primær årsag til Grønlands mange sociale problemer.

Nu henviser de nævnte forfattere ganske vist umiddelbart til en bestemt tid, men der synes alligevel at være noget tidløst over forestillingen om fremmedgørelsen i storbyen. Hvis vi tænker Dahls pointe om bofællesskaber snarere end sociale fællesskaber i forhold til Nuuk i dag, kan der umiddelbart være noget om snakken, idet det fx er meget forskelligt, i hvor høj grad folk i Nuuk kender og omgås andre i deres boligblok. Under alle omstændigheder vælger man ikke selv sine naboer, men det gør man typisk heller ikke, hvis man fx bor i København. Og det kan ligeledes være meget rigtigt, at Nuuks tilflyttere ikke fra første dag identificerer sig med byen og lokalsamfundet Nuuk. Men samtidig er det en kendsgerning, at yderst få starter på bar bund socialt set, når de flytter til Nuuk. De fleste har i forvejen enten nær eller mere fjern familie i byen, hvor der også befinder sig andre fra deres hjemby. Folk indgår således generelt i indtil flere sociale fællesskaber i selv en grønlandsk storby som Nuuk. De fleste tilflyttere udvikler også efter kortere eller længere tid en solidaritet med byen. Det er ligeledes så som så med storbyens anonymitet, når det kommer til stykket. Man behøver ikke at have boet i Nuuk i lang tid, før man finder ud af, at snart sagt alle kender alle, og at der snakkes og sladres om folk, hvilket i høj grad kan siges at være udøvelse af social kontrol i praksis. At udøvelsen af social kontrol så muligvis kan siges ikke at være tilstrækkelig effektiv set i forhold til omfanget af sociale problemer i storbyen er en anden sag, men hvad det angår, adskiller Nuuk sig ikke kvalitativt fra de mindre steder, hvor sociale problemer på ingen måde er ukendt, uanset at disse lokalsamfund i højere grad  måtte basere sig på socialt fællesskab med mere udpræget social kontrol.  

Hovedstad og storby

Nuuk er ubetinget den største by i Grønland. Alene ved sit indbyggertal på ca. 13.500 i år 2000 adskiller denne grønlandske hovedstad og sig fra de øvrige grønlandske byer, idet den er tre gange så stor som den næststørste by. Det er dog ikke byens størrelse alene, der gør, at den undertiden bliver omtalt som "et stykke Danmark på klipper", "mini-Danmark" eller bare "blandingssamfund" (Sørensen 1994a:47-48). Nuuk er den mest moderne by i Grønland og landets førende vækstcenter. Den rummer også hele Hjemmestyrets administration og en lang række landsdækkende institutioner og uddannelsessteder. Som en af vores berejste informanter udtrykker det: "Altså, hvis man har været i København, så kan man sammenligne den med det arktiske København – eller en storby, meget anderledes end de mindre byer langs kysten. Den minder meget mere om de større europæiske byer. Nuuk er hovedstaden, og alt er centraliseret her, administrationen er her, og de fleste uddannelsessteder er her. . . Det er, som om byen aldrig sover, ligesom New York". Netop dette drive, der er over byen, er et aspekt, der går igen i mange interview med tilflyttere, der har lært at sætte pris på at befinde sig i begivenhedernes centrum. Det er i Nuuk, tingene sker, udtaler de fleste med lidt forskellige ord. Samtidig optræder begrebet 'stress' i et par af interviewene, hvilket måske kan ses som en integreret del af storbylivet, hvor arbejde spiller en stadig større rolle for mange som det, man realiserer sig gennem. Arbejde handler således ikke bare om at tjene penge, men skal gerne rumme udfordringer og muligheder for personlig udvikling. At folk taler om stress skal ikke bare forstås som en direkte afspejling af den faktiske arbejdsbyrde. Italesætttelsen kan ses som tegn på, at folk har taget storbyen og storbyideologien til sig.

Nuuk er også præget af, at der bor en del danskere, og at det danske sprog benyttes i ret stor udstrækning på såvel arbejdspladser som blandt folk privat, hvilket ofte bemærkes af tilflyttere og i høj grad bidrager til karakteristikken af Nuuk som "danskpræget". Der findes endvidere en masse butikker, hvor man kan få snart sagt alt, og byen rummer vældig gode muligheder for forlystelser. Bypræget understreges ligeledes af de mange blokke og høje bygninger, der er koncentreret  i bymidten, samt af bybusserne med kvartersdrift og de mange biler på gaderne. Alt i alt bidrager Nuuks særpræg således til, at nogle karakteriserer  byen som en københavnsk forstad, bare mindre, og i den forbindelse er både Albertslund og Ishøj blevet nævnt. Da Ishøj blev nævnt under en sammenkomst, som en af artiklens forfattere deltog i, kunne han ikke dy sig for at komme med indvendinger over for sammenligningen. Der sad vi i Fiskerbyen i Nuuk med en storslået udsigt over havnen, havet og fjeldet på den anden side, og med al respekt for Ishøj var der noget, der ligesom ikke passede.

Aqigssiaq Møller (1999:103) beskriver ligeledes storbyen Nuuk som en usædvanlig by sammenlignet med andre grønlandske byer, og at mange grønlændere betragter Nuuk som en lille del af Danmark eller i det mindste som ikke rigtig grønlandsk. Han er også inde på, at byen kan virke såvel fremmed og ugæstfri som uoverskuelig, stor og kompliceret, hvis man kommer fra et mindre sted, hvor man er vant til, at alle kender hinanden.

En tilflytter giver udtryk for sin generelle hang til storbyer: "Ja for mig der har den altid stået som sådan uhuh, det var der, man skulle til, men. . . jeg kan også godt lide storbyer. Jeg kan lide London, jeg kan lide New York, jeg kan lide København, og hvis jeg skulle flytte til Danmark, så skulle det være til København eller måske til Århus. . . men helst København, for der føler jeg mig også hjemme med det samme. Senere hen omkring Nuuk, der hørte jeg så flere og flere, der udtalte sig om, jamen Nuuk var jo ikke nogen rigtig by og. . . den var så dansk, og den var så ditten og dutten og datten. . . indtil jeg så kommer hertil, og nåh ja, det er den måske også, men sådan opfattede jeg det egentlig ikke, og jeg blev egentlig ret. . . ikke sur, men jeg syntes da, at det var noget pjat. Altså Nuuk er en grønlandsk by, og det er i virkeligheden herfra, alle de her strømninger [kommer]. . . Det er det første sted, tingene sker, men det smitter også af på de andre steder og er ligesom en indikator for, hvilken retning Grønland går. [Derfor] synes  jeg, det er noget romantisk fis at komme med, at Nuuk ikke er nogen grønlandsk by, for gu' er den da så".

At Nuuk ikke er nogen rigtig grønlandsk by synes i særlig grad at være en opfattelse, der findes blandt folk bosat i andre byer end Nuuk samt en del danskere. Størstedelen af nuummiut, dvs. dem, der er født (og opvokset) i byen, deler ikke opfattelsen. I stedet argumenterer de for en bredere definition af grønlandskhed end den, som en sådan opfattelse hviler på. Og de stiller typisk spørgsmålet: hvad er det for antagelser og forventninger om Grønland, grønlændere og grønlandskhed, nogle mennesker – grønlændere som danskere – har? Grønlandskhed er med andre ord en omstridt størrelse (jf. Sørensen 1994b, 1997a, 1997b, 1997c).   

I interviewene giver nogle af tilflytterne udtryk for, at Nuuk er langt mere "danskspræget" end de steder, de kommer fra, men for næsten alles vedkommende er det blot en konstatering af en erfaret  forskel. Denne konstatering er således ikke ensbetydende med, at tilflytterne opfatter Nuuk som en ikke-grønlandsk by. Nuuk er blot anderledes og atypisk, og for langt de fleste er det netop det, der gør, at de kan lide at bo i byen. Byen rummer mange forskellige slags mennesker og miljøer. Den er præget af kompleksitet. En af informanterne sagde: "[Set udefra] så er Nuuk jo en lillebitte by, men alligevel er det vores storby med alle dens muligheder i det helt små. Altså man kan selv vælge, hvilket miljø man vil leve i, om man vil være bums eller intellektuel eller almindelig". En anden siger om Nuuk: "Det er jo sådan en by, hvor der er mennesker fra hele Grønland, plus at der er mange danskere også – en slags, ja en smeltedigel på en eller anden måde". Uanset at den grønlandske presse løbende bringer indlæg af folk, hvis politiske mål synes at være at komme den etniske og kulturelle kompleksitet til livs, er det ikke et syn, der deles af de interviewede, og det synes heller ikke at være fremherskende blandt Nukks borgere generelt.

En by i bevægelse

Nuuks befolkning er mere end firedoblet siden 1960. Størstedelen af tilvæksten skyldes, at byen trækker folk til fra andre byer og bygder i Grønland. Flytninger fra andre grønlandske kommuner tegner sig for en nettotilvækst til Nuuk kommune på 200 personer i 1998 og 235 i 1999 (Grønlands Statistik 1999:445; Statistics Greenland 2000:277). Langt fra alle bliver dog hængende i Nuuk, idet byen samtidig er præget af, at folk kommer og går. En informant, der selv oprindelig er tilflytter, men har boet i Nuuk i efterhånden 20 års tid, siger i den forbindelse:

"Jamen byen er jo bare blevet så meget større. Der sker den her bevægelse af folk, der rejser og går eller kommer og går. Der er utroligt mange af dem – grønlændere som danskere – som man lige stifter bekendtskab med, og så rejser de. Det, synes jeg, har været det dominerende. Da jeg arbejdede nede i Royal Greenland, det var sådan noget med, at man stiftede bekendtskab med nye, så har man det sjovt sammen, og så rejser de. . .Måske er jeg også sådan lokal så meget, som jeg har været her, og så meget som jeg har set alle de folk, der kommer og går. Så på den måde føler man sig nok som en, der kommer fra Nuuk. Og man føler det ligesom om, man selv står stille, for hvem er egentlig tilbage i byen af dem, man var sammen med dengang, og hvor er de andre henne? De er enten rejst til andre byer, eller også er de rejst til Danmark eller til andre lande. Så måske, måske skaber man ikke så meget mere kontakt, som man gjorde tidligere, fordi man bliver træt af, at folk kommer og går. Det, synes jeg, har været den mest markante ting, jeg har været tilskuer til de sidste tyve år".

En stor del af informanterne giver udtryk for deres erfaring med, at der til stadighed dukker nye og ukendte ansigter op i Nuuk og tilsvarende, at der også er en del mere kendte ansigter, der forsvinder. En kvinde fra Nuuk nævnte, at hun var kommet til at tænke over den store udskiftning i byen, da hun for andet år i træk holdt en fest for gode venner, og det pludselig gik op for hende, at gæsterne faktisk var nogle helt andre end året før. Erfaringen med den store udskiftning varierer imidlertid, idet den bl.a. afhænger af, hvor folk arbejder, idet det er en kendsgerning, at visse arbejdspladser er gennemgangslejre i langt højere grad end andre. De mange tilflyttere og besøgende opfattes imidlertid generelt ikke som noget problem af de interviewede, men snarere som et frisk pust udefra. Som en af dem, der selv er tilflytter, udtrykker det: "Altså, hvis man nu er et sted på kysten, altså Qaqortoq eller Upernavik eller sådan noget, der er det jo ikke så meget. . . input, man får af andre mennesker udefra, for det er jo begrænset, hvor mange forskellige mennesker, der kommer til, og som er der. Så det, synes jeg da, er en af de positive ting ved byen her".  

Det er imidlertid ikke bare fremmede ansigter, der dukker op i byen. En informant fra Sydgrønland nævnte, at der er dage, hvor hun har indtryk af, at "det er hele min by, der er flyttet hertil". Og den erfaring deler hun med mange andre tilflyttere. En anden informant siger: "Nuuk er jo en stor sammensat by af folk fra hele kysten, og der har man jo altid mulighed for at møde dem, man kender [hjemmefra]". En tilflytter fra en mindre by i Diskobugten havde sammen med en anden tilflytter for sjov skyld sat sig ned og regnet på, hvor mange de egentlig var fra hjembyen, der nu boede i Nuuk. Sammentællingen var inspireret af deres fælles undren over, hvor mange de faktisk var, og hvor mange der stadig dukkede op i Nuuk.

Rodløshed og fremmedgørelse?

Kun to af informanterne har anvendt begreber som 'rodløshed' og 'identitetsløshed' i deres omtale af byen. Den ene talte om sin tidligere erfaring med at bo i Kangerlussuaq, som han omtalte som et "kunstigt samfund" og beskrev med ordene: "Det var ikke sådan en rigtig by. Der var folk, som kommer alle mulige steder fra, som er revet op fra deres rødder. . .Det var sådan en slags rodløst samfund dengang. Der kunne man sagtens se på folk, at det er nogle, som har forladt deres forskellige tilhørssteder, og at de ikke føler sig helt [hjemme]". Samme informant, som nu bor i Nuuk, havde oprindelig haft samme opfattelse af Nuuk som en gennemgangslejr, en by uden lokal identitet, hvor alle var lige fremmede for stedet. Hans opfattelse var baseret på, hvad han havde hørt om byen, nemlig at  "Nuuk var. . . meget danskpræget i forhold til andre byer, og at der var store sociale problemer, og man hørte egentlig ikke så meget om det oprindelige Nuuk, om borgere og om deres relationer til deres by". Hans personlige erfaring med byen havde gjort, at han havde fundet ud af, at Nuuk trods alt på mange måder ligner de øvrige grønlandske kystbyer: "Der er man nødt til at komme 'ind i Nuuk' for at forstå, at der er nogen, som virkelig har deres tilhørsforhold her til stedet, for jeg troede [umiddelbart] ikke, at der var nogen, som kunne – det kunne næsten ikke være rigtigt – føle sig virkelig hjemme i den by dér. [Men] nu har jeg så lært nogle 'rigtige' Nuuk-borgere – altså 'rigtige' og 'rigtige', jeg ved ikke – altså dem, der stammer herfra, [at kende] og fundet ud af deres familiemønstre og sådan noget. Og det er jo egentlig ikke anderledes i forhold til andre byer. Familiemønstrene er de samme som alle andre steder".

Nuuk adskiller sig måske nok fra andre grønlandsk byer på mange områder, men der er trods alt grænser for, hvor radikalt anderledes den er, når det drejer sig om familiens og slægtens betydning samt betydningen af lokalt tilhørsforhold eller lokal identitet. Nuuk er på mange måder et samfund i bevægelse, men det betyder på ingen måde, at alt flyder, at der ikke findes stabilitet og kontinuitet i forhold til det, der opfattes som væsentligt af de fleste. Ideen om Nuuk som et bysamfund uden den lokale identitet, der kendetegner andre kystbyer, bliver typisk lanceret af folk udefra.

Den anden informant flyttede til Nuuk fra Sydgrønland som 16-årig med den øvrige familie pga. faderens arbejde. Det var i begyndelsen af 1980erne, hvor hun følte at "alle kender nærmest hinanden", men siden er der kommet så mange tilflyttere, at man fik "svært ved at skelne: hvem er oprindelig fra Nuuk, og hvem er tilflytter?" Informanten argumenterer for, at de egentlige nuummiut efterhånden forsvinder i mængden af tilflyttere, og at de ikke længere har den anseelse, de havde tidligere, hvilket giver anledning til en "slags identitetskrise". Ingen af de interviewede nuummiut giver imidlertid udtryk for, at det aktuelle numeriske forhold mellem dem selv og tilflyttere frembyder noget problem i forhold til identiteten. Måske tværtom, idet de kan siges at have en hjemmebanefordel  i og med, at de kender deres by og bedre end nye tilflyttere ved, hvem der er hvem.  Det eneste problem, de er fælles om at fremhæve i forbindelse med de mange tilflyttere, er den store boligmangel, som rammer dem alle.

Det viser sig efterfølgende i interviewet, at det problem, som informanten italesætter, i høj grad er et, hun selv har erfaret.  I sin beskrivelse af Nuuk gør hun brug af sin 'hjembygd' som sammenligningsgrundlag: "Der føler jeg, at der kender de mig, og jeg føler ikke, at nogen kender mig her i byen". Informanten har stadig forbindelse til sin bygd og kommer der af og til på ferie: "Man føler, man har identitet, når man er dernede, [mens] man føler, man er nærmest identitetsløs her". Informanten taler om de mange tilflyttere, der er kommet til byen af eget valg, som "elsker at bo her", og som "synes, der er alle mulige muligheder, og de elsker at leve i mængden". At "leve i mængden" vil sige, at andre "folk ikke behøver at følge med i, hvad de måtte have sagt eller gjort". Netop denne mulighed for relativ anonymitet tiltaler ikke informanten, der "bedre kan lide – nok fordi jeg er opvokset med det – at folk kender mig, at jeg har sådan et eller andet rodfæste". Informanten identificerer sig ikke entydigt med kategorien tilflyttere. Dels har hun boet i Nuuk i så mange år og har gået i skole med mange nuummiut, der opfatter hende som en af deres egne, "og da morer det mig, at de ikke ser mig som tilflytter". Dels fremhæver hun selv en forskel, idet hun ikke som dem selv har valgt byen, men i sin tid blev "presset til at flytte hertil" i forbindelse med faderens arbejde. Selv om man hos informanten kan fornemme en vis glæde og stolthed over ikke bare at være én blandt mange tilflyttere, men at være en, som jævnaldrende nuummiut ser som en af deres egne, identificerer hun sig dog heller ikke med dem og lokalsamfundet Nuuk i almindelighed. Nuuk falder konstant igennem i den stadige sammenligning med Sydgrønland, og uanset de mange år i Nuuk dyrker  kvinden i høj grad fortsat de sydgrønlandske 'rødder' og fastholder bl.a. meget bevidst en udpræget sydgrønlandsk dialekt i de fleste sammenhænge, mens mange andre tilflyttere bevidst udviser større sproglig fleksibilitet og tilpasningsevne. Den lokale sydgrønlandske identitet ydtrykkes og fastholdes gennem dialekten, hvilket kvinden selv giver udtryk for. Når hun stadig bor i Nuuk, skyldes det udelukkende praktiske omstændigheder i form af mand, børn, arbejde og økonomi.

Kvinden står alene blandt de interviewede tilflyttere i sin ret konsekvent negative opfattelse af Nuuk, og hun er tilsvarende den eneste, der har italesat problemet med "identitetsløshed" i storbyen, hvilket altså dels omfatter nuummiut, fordi de ikke længere fremstår som noget særligt, men blot er borgere i Nuuk på lige fod med alle andre borgere, dels hende selv, fordi hun føler sig anonym.

Forestillingen om anonymitet

Flere af  informanterne omtaler anonymiteten i Nuuk som et positivt aspekt ved byen. En tilflytter siger således: "Jeg har altid godt kunnet lide at bo i Nuuk. Jeg synes, det er en herlig by. Du kan bare gå ud i byen, hvis det er det, du vil, uden at alle ved, hvad det er, du foretager dig. Du kan gøre ditten og datten og uden at tænke så meget på, hvad andre siger, og hvad andre mener, fordi det er sådan en forholdsvis stor by, hvor man godt kan gemme sig lidt. Jeg kan godt lide at være et sted, hvor man kan gemme sig lidt. Jeg hader at skulle udstille alt over for mennesker, som ikke vedrører mig".

Antagelsen om anonymitet holder dog ikke stik, hvilket langt de fleste er udmærket klar over og nogle endda smerteligt klar over. Den netop citerede informant siger da også "gemme sig lidt". Anonymitet er selvfølgelig en relativ størrelse, og i en vis forstand er det rigtigt, at man er mere anonym i Nuuk end på de mindre steder, hvor snart sagt alt, der bevæger sig, kan registreres fra samtlige huse. En tilflytter, der kommer fra en mindre by nordpå, udtrykker det således: "De gange jeg har været på besøg i [hjembyen], der ved jeg man jo nok, at når ham fra det røde hus går ud ad døren, ja så går han enten til højre eller til venstre, og når han drejer til højre, så ved man godt, hvor han skal hen, og . . . Her [i Nuuk], der kan jeg godt lide, at man kan få lov til at passe sig selv, uden at der er alt for mange mennesker, der blander sig". Samme informant er dog meget bevidst om, at anonymiteten i Nuuk ikke er reel, men snarere drejer sig om at "have følelsen af, at man er anonym. Men det behøver man nødvendigvis ikke at være, for kamikposten – det er bare en fornemmelse, man selv har – er alligevel meget hurtig. Selv folk, som man kender, der er taget på ferie til Danmark eller Spanien, hører man om, når der bare er gået en [enkelt] dag: at nu har vedkommende lavet et eller andet i Spanien eller i København. Så verden er alligevel ikke så lille, som man går og tror".

At det er så som så med anonymiteten i storbyen, vidner følgende eksempel også om. En dag sidst i maj 2002 gik snakken. Alle, man mødte i Nuuk den dag, indledte med at spørge: "Har du hørt...?" Og det havde man selvfølgelig allerede. Gud og hvermand vidste besked længe før, begivenheden kom i den grønlandsk nyhedsudsendelse Qanorooq og på forsiden af de grønlandske aviser: en fuld kvinde fra Nuuk gik amok i ruteflyet på vej fra Kangerlussuaq til Kastrup (AG 2002:1-2; Sermitsiaq 2002:?). Der var tale om et voldeligt jalousidrama på vinger. Kaptajnen skønnede, at kvinden var til fare for flysikkerheden og de øvrige passagerer, og han besluttede sig derfor til at mellemlande i Stavanger i Norge, hvor norske politifolk afhentede kvinden og dagen efter eskorterede hende til København, hvor hun blev anholdt og sigtet for overtrædelse af luftfartsloven. Kvinden er blevet præsenteret for et foreløbigt erstatningskrav på 50.000 kr.

Uanset at kvinden ikke blev nævnt ved navn i pressen, vidste hele byen, hvem det drejede sig om. Et øjenvidne, der var med på samme fly, har efterfølgende fortalt, at næsten samtlige passagerer fik mobiltelefonen frem, så snart de var landet i Stavanger, og så blev der ellers ringet hjem, fortalt og gjort ved. Det er nemlig ikke hver dag, der bringer en så god og saftig historie. Dagen efter stod en af artiklens forfattere  i Pisiffik, Skibsforsyningen på havnen, da en kunde kom hen til disken og pegede diskret på avisforsiden, mens han udvekslede et sigende smil med ekspedienten, uden at der blev sagt et ord.

Dobbeltheden i synet på hjembyen

Der er stor spredning i informanternes udtalelser om tilhørsforhold til deres 'hjemby', dvs. det sted, de er født og opvokset. Informanterne kan i den forbindelse opdeles i tre kategorier. Den første refererer  til dem, som ikke entydigt kan identificere en hjemby, fordi de som små er flyttet fra sted til sted, hvilket typisk er sket i forbindelse med faderens arbejde. Den anden refererer til dem, der temmelig endegyldigt har lagt deres 'hjemby' bag sig, idet de bl.a. ikke længere har nær familie og venner der og af samme grund ikke kommer på besøg. Hjembyen betyder således ikke noget særligt for dem. Den er nærmest blevet et sted blandt andre steder. Den tredje og største kategori (11 ud af 19) referer til dem, der har vedvarende relationer til 'hjembyen', og for hvem den fortsat har stor betydning. Det siger samtidig sig selv, at denne opdeling dels kun kan være baseret på et skøn, dels kun kan være midlertidig, idet der typisk er en glidende overgang mellem de to sidste kategorier. Når folks forældre eller søskende i hjembyen fx dør eller flytter, svækkes relationerne til byen typisk, og fra at være et sted, hvor man føler sig hjemme, når man kommer på besøg, bliver det stadig mere fremmed. Der er med andre ord tale om en proces med forandringer over tid.

Følgende citat af en informant, der oprindelig kommer fra Sisimiut, kan siges at repræsentere denne proces: "Jeg føler, at jeg har mit hjem her [i Nuuk], og når jeg har været ude at rejse, så glæder jeg mig altid til at komme hjem. . .til mit hjem. Her, det er mit hjem. Jeg synes, det er sjovt at komme til Sisimiut, jeg kender alle veje, og jeg kender folk og...altså det er ligesom en kulisse, der bare har stået der. . . stille og roligt, og så kommer man tilbage efter et halvt år, og så er det stadigvæk det samme. Det er noget velkendt, jeg kender det. . . kender mennesker, men en dag, to dage, så har man set det hele. Jeg er ikke den type, som går meget op i, at jeg er fra Sisimiut, det er der jo mange, der gør, men for mig betyder det egentlig ikke så meget. Det er et sted, hvor jeg er vokset op, jeg havde det dejligt, da jeg voksede op der, og det er så det. Men jeg holder fast ved sportforeningen(?), den støtter jeg, hvis det er".

Samme informant holder af det drive, der er over storbyen Nuuk, men de mindre steder rummer dog også muligheder i form af rekreation for en tid: "Jeg kunne godt bruge sådan et mindre sted sådan to måneder om året, så jeg kan holde (?), trække mig tilbage, (utydeligt) skrive en bog. Altså, jeg har sådan en meget romantisk opfattelse af de der små steder....(utydeligt) Man kunne købe et sommerhus, hvis man har penge, og så kan man rejse dertil og så ellers bare nyde den ro og fred, der er der".

Det interessante i forhold til den tredje kategori og 'grænsetilfældene' mellem anden og tredje katagori er den tvetydighed, informanterne giver udtryk for i deres syn på hjembyen eller fødebyen i relation til storbyen, hvor de nu bor. På den ene side udtrykker mange følelsen af at komme hjem og trygheden ved det velkendte, når de besøger den by, de kommer fra, men på den anden side taler de også om stilstand og følelsen af at blive kvalt, når de har været på besøg et stykke tid, og så glæder de sig typisk til at komme hjem til Nuuk.

En tilflytter fra Maniitsoq, der har boet i Nuuk i 13 år, holder næsten hvert år sine ferier i fødebyen, hvor en stor del af den nærmeste familie bor. Det gælder både sommer- og undertiden efterårsferie, men især jule- og påskeferie, som er betydningsfulde familiehøjtider. Informanten taler flere gange om, hvordan han under sine ferieophold "føler sig hjemme", og han understreger, at han "følelsesmæssigt er fra Maniitsoq". Hjemme er også stedet, hvor han kan "slappe af". Samtidig føler han sig imidlertid også stadig mere hjemme i Nuuk, efterhånden som han har lært byen at kende og fået venner der. At fødebyen trods alt fortsat spiller så stor en rolle for ham kan hænge sammen med, at han ikke har stiftet egen familie i Nuuk. Det gennemgående træk i interviewene er, at man skaber hjem i og med, at man stifter sin egen familie.

En tilflytter fra Sydgrønland, der ifølge eget udsagn "romantiserer" bygden, hun kommer fra, drømmer tit om at flytte 'tilbage', men folk fra bygden har sagt: "Det kan du ikke holde til. Det er de helt sikre på. Man bor så tæt sammen, at man ligesom kvæler hinanden – en følelse, som om man er ved. . . Også at man går totalt i stå, at man ligesom kun venter på at blive gammel. Jamen, hvis jeg bor der, så vil jeg udnytte ressourcerne, så vil jeg ud at sejle, så vil jeg gå ture og sådan. Men det, synes de, er noget fantasi eller drømmeri".

En tilflytter fra Qaqortoq, der ofte kommer på familiebesøg i hjembyen, udtrykker sin erfaring på følgende vis: "Jeg synes, at det er rart at komme hjem. Jeg opfatter det ligesom en oase. Alle folk, du møder på gaden, kender dig, og du behøver ikke at forklare dig, de tager dig bare, som du er. . . Og jeg føler virkelig sådan en varme. Det er ligesom at falde ned i en dyne, og nu kan jeg slappe lidt af igen. Men altså, når jeg så er der for lang tid, når jeg er kommet over den første, 'åh, hvor er det dejligt at være blandt de her mennesker, som kender en', så siger jeg 'ydr', så er jeg ved at blive kvalt igen. . . Så er det godt at komme væk, og jeg tænkte, 'nej, jeg kan ikke bo der mere'". Informanten udtaler senere om det at bo i hjembyen: "Nej, den er simpelthen for sløv. Jeg bliver alt for søvnig, når jeg er der, efter et lille stykke tid, og jeg tænker hele tiden 'go, go, go'". 

Samme informant taler også om familiens snærende bånd, hvilket er nok en god grund til at bo i en anden by og undgå at blive i hjembyen for længe, uanset at man holder af sin familie: "Det kan godt være, jeg overdriver det der familiepres, men jeg har virkelig følt det som. . . selv om de ikke siger noget, men bare [stiller] ganske uskyldige spørgsmål. Eller den der sladder, der er inden for familien, om en eller anden, der foretager sig et eller andet, som lige går over stregen, og som på en eller anden måde vender tilbage til vedkommende. Altså, den der enorme overvågning af hinanden".

Mange af tilflytterne, der fortsat har relationer til deres hjemby, udtrykker således tryghed ved det velkendte og følelsen af at komme hjem, når de kommer på besøg, men samtidig taler de stilstand og undertiden kvælningsfornemmelser og kontrol, når de har været der et stykke tid.

Fremmed  i egen hjemby?

Uanset at mange af tilflytterne taler om at komme hjem, og at alle kender dem, når de besøger den by, de oprindelig kommer fra, har flere af dem samtidig erfaringer med undertiden at føle sig fremmed i hjembyen. En informant fortalte en episode om en tidligere parallelklassekammerat, der kom hen til hende på gaden og ville sælge hende en perlekæde under et besøg i hjembyen. Informanten blev efter eget udsagn dybt chokeret: "Jeg har aldrig nogensinde været udsat for, at en landsmand har villet sælge mig noget som helst, fordi det var ligesom tabu på en eller anden måde". Det sker ganske vist i Nuuk, hvilket informanten selv nævner, men det var præcis den kendsgerning, at det skete i hjembyen, og at sælgeren var en, informanten havde leget med som barn, der gjorde, at hun blev rystet og ked af det. Informanten så sig selv som en af dem, en af de lokale, men som hun siger: "Man kan først se, at man har flyttet sig, når man ser sig selv i forhold til andre, eller hvordan andre opfatter en". Der blev med andre ord sat spørgsmålstegn ved informantens selvopfattelse i og med, at hun blev mødt som en anden turist af en tidligere lege- og skolekammerat. Der skete et skred fra at føle sig hjemme til at føle sig fremmed, i det mindste for en tid.

Flere tilflyttere opfatter også efterhånden sig selv ikke bare som storbymennesker, men som grønlandsborgere – og undertiden verdensborgere – i mere bred forstand. En tilflytter fra Qaqortoq nævner, at han nogle gange, når nogen har spurgt, hvor han kommer fra, bevidst har svaret: "Jeg kommer fra kysten af". Han har rejst meget og boet flere forskelllige steder i Grønland: "Jeg må indrømme, jeg har tabt meget at den qaqortoqske mentalitet i forhold til den odyssé, jeg har været på i livet, men inderst inde ved jeg godt, at jeg kommer derfra. Og når jeg vender tilbage, så føler jeg mig sådan for alvor tryg og hjemme, og man synes, man kender folks reaktioner og hvad de tænker, lige når de snakker på en bestemt måde og sådan". Uanset at han føler noget særligt for sin hjemby, er han ikke begejstret for tendensen til at fremhæve og dyrke bestemte steder og lokale identiteter. En sådan dyrkelse af det lokale finder han vanskeligt at forene med den kendsgerning, at hans "verden er blevet større". På et tidspunkt vendte han tilbage til sin fødeby et par år i forbindelse med arbejde: "Det var sådan set ret godt at komme tilbage til 'rødderne', men samtidig havde jeg jo udviklet mig i en anden retning i forhold til de gamle venner, jeg har dernede". Han siger videre, at det unægtelig blev anderledes, end han havde forestillet sig.

Erfaringer med den store verden – i Grønland og udenfor – kan gøre det svært at vende tilbage til de mindre steder på andet end feriebesøg. Man kan også hævde, at selve det at så mange af tilflytterne omtaler deres hjemby som et sted, hvor tiden står stille, at hele byen står som en velkendt (teater)kulisse for den besøgende, er tegn på, at de har flyttet sig i mere end en forstand. De er lige præcis på besøg og søger måske også selv mod det velkendte og trygge under besøget. Og det bliver derfor typisk også det, de ser og hæfter sig ved. For dem, der bor og arbejder i byen, tager livet sig givetvis meget anderledes ud, og de vil typisk ikke omtale deres egen by som en kulisse, en rekreativ lagerplads for personlige minder eller en oase, hvor man kan lade op for en tid.

Konklusion

Af projektets interviewmaterialet fremgår det med al tydelighed, at hovedparten af tilflytterne er glade for at bo i storbyen Nuuk, fordi den generelt har så meget mere at byde på end de steder, tilflytterne kommer fra. Umiddelbart kan det synes at være en banal pointe, men på baggrund af den foreliggende grønlandslitteratur, der ofte synes at antage, at folk fra de små steder er bedst tjent med at blive på stedet, rummer materialet trods alt en vis nyhedsværdi. Faktisk kom tilflytternes generelle begejstring for Nuuk også bag på artiklens forfattere.

I artiklen har vi forsøgt at forholde interviewmaterialet til herskende forestillinger om fremmedgørelse og anonymitet i storbyen, og vi har vist, at folks erfaringer  ikke understøtter en sådan udlægning. For næsten alle udgør storbyens relative anonymitet ikke en trussel mod selvopfattelsen, idet den snarere opfattes som et frigørende aspekt ved storbylivet. Borgere i Nuuk indgår i mange forskellige sociale netværk, der ifølge sagens natur også fungerer som en slags social kontrol, men muligheden for selv at vælge sine betydningsfulde netværk er typisk større i Nuuk end på de mindre steder.    

Noter

1. Projektet, der er finansieret af Statens Humanistiske Forskningsråd, har titlen "Migration i Grønland: En antropologisk analyse af livshistorier med fokus på betydningen af sted og lokal registrering af social forandring". Projektet forestås af bevillingshaver Bo Wagner Sørensen, og dele af projektet finder sted i samarbejde med museumsinspektør Hans Lange og cand.comm. Hulda Zober Holm, der begge er bosat i Nuuk.
2. En stor tak til de personer, der stillede op til interview. Og tak til Astrid Helene Birk og Paarnannguaq Kristensen for båndudskrift.
3. I grønlandslitteraturen tages det almenligevis for givet, at koncentrationspolitikken entydigt var det danske myndigheders politik. Forchhammer (1997, 1998, 2001) viser imidlertid, at den havde grønlandsk politisk opbakning.
4. Godt 3.000 ud af Nuuks samlede befolkning på ca. 13.500 er ”født uden for Grønland” (Statistics Greenland 2000:267). Denne statistiske kategori omfatter primært danskere.

Litteratur

Særtryk af
TIDSSKRIFTET GRØNLAND
Nr. 1 – Januar 2003